torsdag den 16. maj 2013

Eksperiment

At spise efter Palæo og LCHF principper er ret udbredt når man åbner diverse magasiner og læser rundt omkring på nettet. Ganske kort går det ud på barbere -især hurtige- kulhydrater og stivelse af sin kost. Samtidig med at man skruer op for fedtet, helst det mono- og polyumættede.
Jeg tror på, og det er ganske godt undersøgt, at stivelse som ris, pasta og brød i store mængder kan være med til at øge fedtdepoterne på maven (og nu er det ikke just dér jeg trænger til ekstra polstring...) fordi det rykker ved insulinfølsomheden.
Helt at skære fra er svært og i min verden kan og skal der være plads til lidt brød, pasta og ris af og til. Heldigvis spiser jeg hellere end gerne de grove varianter med flere fibre (= større mæthedsfornemmelse, godt for fordøjelsen og mere smag).
Nå, men til eksperimentet. Jeg har i længere tid læst om begrebet "blomkålspizza" om en del af alt det her low carb mad og NU blev jeg nødt til at prøve... 
Man hakker en masse blomkål (hvis ikke man har en foodprocesser), blander med æg og revet ost og splatter ud som en pizzabund. Den bages lidt og toppes med fyld efter ønske (tomatsauce, peberfrugt, løg, skinke og ost i mit tilfælde) og bages lidt mere. Køles af og spises.

DOMMEN
Jeg var lidt skeptisk inden fyldet kom på, for der lugtede der godt nok lidt vel rigeligt af kål på den pruttede måde...
Som med pizza generelt er det en glimrende måde at få brugt diverse runkne peberfrugter o.lign. og det lignede da også en "rigtig" pizza da jeg hev den ud af ovnen. Første bid var overraskende god.... :)
Det er IKKE som rigtig pizza (jeg savner nu Stefanos på Stefansgade lidt sådan helt generelt....), og bunden er ikke sprød som en dejbund. Når det er sagt, så er det slet ikke et ringe alternativ til pizza, hvis man gerne vil drosle ned på stivelsen, men samtidig have pizzasmagen. Bunden smager ikke så meget af kål, og jeg tror klart det er en fordel at spice "dejen" godt op og sætte lidt power på fyldet også.
Derudover skal man jo lige have i mente, at store mængder af pizzaen - der er trods alt en del ost i/på- også feder. Som et sundere alternativ til klassisk pizza får den klart et plus og jeg tror godt jeg kunne finde på at lave den igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar