lørdag den 27. april 2013

Nem mad

Nogen gang i alt det her handler det også om, at det skal være nemt. Selvom store fancy retter OGSÅ er godt er der trods alt flest hverdage hvor trætheden er stor og fantasien lille - så er det godt at huske på, at man godt kan lave fornuftig mad uden den store fikumdik på under 30 min.





Kylling og stegte grøntsager (asparges, peberfrugt, gulerod, broccoli) - der er både farver og forskellige strukturer.

Og en seriøs grovbolle med røget laks, hytteost og avocado, tomat og peberfrugt.

fredag den 26. april 2013

Status

Jeg har ikke glemt bloggen her eller missionen med at blive lidt sundere. Jeg har bare holdt ferie. En ferie, der har budt på dejlige menneskers selskab, god mad, bio-tur, beslutninger, shopping, store ord, rødvin, latter, eftertænksomhed, gåture, solskin, sushi, lykke.  Alt sammen noget der OGSÅ er en del af at være sund- for mig i hvert fald. Sundhed er ikke kun bunker af grøntsager, motion og fornuft. Det er også alt det ovennævnte. I en skøn blanding og det ene fordrer det andet.

Nu er jeg tilbage i nord. Vejret indbyder ikke just til lange traveture, men når jeg har overstået weekendens natarbejde vi jeg ud i fjeldene igen. En uge uden trapper og bakker kan mærkes når man kommer retur fra flade DK vil jeg gerne lige hilse og sige.
Jeg startede dagen med en tur i Rema (på tom mave, kan ikke anbefales når man skal slæbe alt hjem). Man ved i øvrigt, at man prøver på at tabe sig når man kommer hjem med mange grøntsager, lidt frugt, fiberbrød, ingen smør og ingen slik/kage/"dessert"ting. Når det faktisk føles ok, så ved man også, at man er på rette vej.
Jeg glæder mig til at lave mad de kommende dage med farver, strukturer og smag. Fra i morgen låner jeg en lejlighed med køkken og et helt køleskab kun til mine ting - en god ramme for at leve sundt!

Jeg tror faktisk også jeg har tabt mig en lille smule eller også har noget omfordelt sig. Mit tøj føles i hvert fald en lille bitte anelse løsere. Det giver blod på tanden til at fortsætte og jeg glæder mig til at alting skrumper lidt mere.

mandag den 15. april 2013

småt

Jeg har ikke glemt bloggen her, men har været fuldt optaget af besøg fra Danmark. Meget hyggeligt og der er blevet gået godt i de seneste dage. Har også fået lækker mad og bare nydt tilværelsen sådan generelt.
Denne uge kommer ikke rigtig til at indeholde så mange gåture i bakkerne. Dels skal jeg arbejde temmelig meget, dels lover yr.no (Norges DMI) regn og gråvejr og så er det lidt svært at motivere sig selv til at komme ud. Til gengæld er det min plan at spise fornuftigt og styre udenom for meget slik og kage. Det kan jeg godt. :)

tirsdag den 9. april 2013

Fra dagens aftentur

Ulriken op
"Jeg bliver ved fordi jeg VED, at en dag står jeg på toppen af bakken uden at have holdt pauser undervejs og føle at mine lunger kommer op gennem halsen."

Ready to go
Helt seriøst, inden jeg tager hjem fra Norge så kan jeg gå fra Haukelandsbakken til Fløyen uden pauser. Der er seriøse stigninger undervejs vil jeg gerne lige hilse og sige. Til gengæld er der også fantastisk udsigt hele vejen og det føles skønt at holde pause på toppen inden man går ned igen.
Jeg vil virkelig gerne nå at gå på alle 7 fjelde i/omkring Bergen. Indtil nu har jeg "kun" været på Ulriken og Fløyen et par gange.
Jeg håber dog at det snart bliver så varmt, at det sidste is og sne forsvinder for det gør altså turene lidt mere besværlige. Og lidt ensformige i udseende. Til forår og sommer - dér skal jeg også bruge min ny anskaffede rygsæk, der er købt til formålet - med god plads til en god madpakke, drikkedunk og regntøj. Glæder mig helt vildt til det!
Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer i så god form som de nordmænd jeg meget ofte bliver overhalet af - hvis ikke jeg vidste bedre ville jeg tro de vat født med løbesko på. De springer i hvert fald fra sten til sten i fjeldene som havde de gjort det hele livet...  Mindre kan bestemt også gøre det. Jeg er fint tilfreds med bare at nå til toppen :)

Ah.. kaffe i solen






fredag den 5. april 2013

skulderklap

Det er så nemt at slå sig selv i hovedet med alle de ting man IKKE gør "rigtigt". Det er af og til så svært at klappe sig selv på skulderen, når man gør noget godt. Jeg kunne godt skrive om alle de ting jeg ikke er tilfreds med, men i dag er jeg selvfed *ha ha* og klapper mig selv på skulderen

- fordi jeg gik en aftentur selvom jeg var træt og bagdelen sad godt fat på sengen

- fordi jeg ikke købte slik i Rema, selvom det er fredag

- fordi jeg havde madpakke med på arbejde selvom det er fredag, hvor der bestilles mad udefra

- fordi jeg har valgt TIL og valgt at gøre noget ved mine ekstra kilo

- fordi jeg tror på det
- fordi jeg tager valg, der ikke er tankeløse

- fordi jeg tager ansvar  - det er sådan cirka en af de fedeste følelser i verden!





torsdag den 4. april 2013

Op ad bakke - på den gode måde

De kloge siger, at motion er vejen til alt godt. Jeg tror dem. Det sætter gang i forbrændingen, styrker muskulaturen, nedsætter risikoen for livsstilssygdomme, giver velvære og energi, sænker blodtrykket, er appetitregulerende og meget meget mere. What's not to like?

Jeg har et medlemskab til sygehusets motionsrum. Jeg har været der én gang. Selvom det ikke just var et lokale, der motiverede til at være aktiv er der egentlig ikke rigtig nogen undskyldning for IKKE at gå derned. Det er sq bare ikke supermotiverende når halvdelen af maskinerne ikke virker. Okay - undskyldninger er der nok af og dem bliver man ikke sundere af :D
Med den natur der er heroppe er det heldigvis relativt nemt at motivere sig selv til at komme ud. Især nu hvor solen åbenbart har besluttet sig or at skinne dagligt og det er lysere i længere tid. En af mine missioner er at komme ud og nyde fjeldene i de kommende uger/måneder. Jeg har besluttet, at jeg som minimum vil en tur op ad bakken bag min bygning én gang om dagen. Det er en meget lille tur, men ikke desto mindre er det en god bakke, der træner konditionen bare lidt. Lidt er bedre end ingenting. Trods alt.
I dag, på min fridag snørede jeg skoene og gik en tur til/på Fløyen. Det går op ad bakke kan jeg hilse og sige. Ret stejlt endda. Det er gratis og intensiv balle-lår træning. Selvom jeg sveder som en hest og puster og stønner undervejs, så er det SÅ skønt at føle at jeg bruger min krop. Jeg bliver aldrig træt af udsigten heroppe og den var der heldigvis masse af; blåt vand og lysende blå himmel. Det bliver endnu bedre når alt springer ud. Inden jeg gik ned igen drak jeg en kop kaffe i solen - ren balsam for krop og sjæl.


En anden af mine missioner på motionsfronten er at gå i krig med et løbeprogram. Det tiltaler mig ret meget, det der med at man kan løbe nærmest hvor som helst og når som helst og jeg tror jeg vil synes om det. At det giver den følelse af frihed som jeg også oplever når jeg går og hovedet tømmes for tanker.
Jeg ved, at når det handler om løb er det nødvendigt at starte irriterende langsomt så ben og led når at vænne sig til det. Det er det jeg plejer at gå død i - den langsomme start. Fordi jeg ikke synes jeg kommer nogle vegne, sætter tempoet op - og får skinnebensbetændelse. Så er der ikke andet at gøre end at holde pause. Denne gang VIL jeg altså nå op på at løbe min 5 km uden pause og jeg tænker det er et passende forårsprojekt. Jeg har hørt flere der er begejstret for C25K og går i krig med det i næste uge. Jeg skal lige lokalisere et nogenlunde fladt terræn først. Faktisk lever løbere længere end andre stod der i det nyhedsbrev jeg lige har fået fra Hjerteforeningen. Endnu en årsag til at gå i gang!

Jeg skylder mig selv at få mere bevægelse ind i min hverdag. Jeg kan faktisk godt lide det og ved fra tidligere at det handler om at komme i gang. Og blive ved. Også selvom det ikke altid er lysten der driver værket. Jeg glæder mig på en sær måde....

mandag den 1. april 2013

Jeg savner mit køkken

Udover at jeg godt kan lide mad sådan generelt så kan jeg også lide at lave mad. Jeg er en af dem, der slapper godt af i et køkken og elsker at eksperimentere med forskellige råvarer, konsistenser og smagsindtryk uden det bliver gourmetmad på højt plan. Det giver mig glæde, overskud og afslapning.
Især synes jeg, det er sjovt at lave mad til andre. Så bliver indsatsen pludselig lidt mere værd.
Jeg kan også godt lide at lave sund mad faktisk. Jeg prøver nu at huske mig selv på, at jeg fortjener god mad, også selvom jeg kun skal lave det til en person.
Alt andet lige, så er det sjovest at lave mad i et velassorteret køkken. Ikke kun i forhold til diverse råvarer/ingredienser men også i forhold til plads og køkkenudstyr.

Jeg savner mit køkken!

Lige nu drømmer jeg om et køkken der kun er mit OG udstyret med de mest basale køkkenting og maskiner. En blender fx
Et køkken, hvor det er MINE krummer, hvis der ligger nogen og hvor jeg ikke vasker tingene op før jeg bruger dem.
Et køleskab, hvor AL pladsen er min, hvor jeg ved hvor længe tingene har stået der og hvad diverse bøtter indeholder. Hvor jeg ikke skal købe ind efter pladsforholdene - en halv køleskabshylde og et lille køleskab.
Derudover savner jeg grønthandleren på hjørnet, der har alt.  Jeg savner Torvehallerne, hvor jeg kan gå på opdagelse blandt en masse lækre råvarer. Faktisk kan man i de fleste norske supermarkeder købe grøntsager som fx porre og peberfrugt enkeltvis, betalt efter vægt. Dét er rart. Man slipper nemlig for, at de grønne peberfrugter ligger runkne tilbage og at man ikke får spist op før ting rådner.  Det undrer mig imidlertid lidt, at der ikke er flere supermarkeder à la Irma og Mad&Vin. Jeg er kun stødt på et enkelt her i Bergen, og så er der selvfølgelig Mathallen og det store fiskemarked. Fiskemarkedet hvor man lukker øjnene mens man kører Visa kortet igennem, men hvor man samtidig har lidt lyst til at købe sig fattigt fordi det ser så lækkert ud. En eller anden dag skal jeg købe friske rejer til en STOR rejemad...






Heroppe handler det oftest om, at det skal være nemt og hurtigt. Og helst også sundt (det er jo ligesom det den her blog handler om ;)) Jeg kan generelt sagtens undvære pasta, ris og kartofler - noget jeg synes er lidt omstændigt at lave til bare en person. Maden bliver derfor ofte noget lig billedet, og dagens aftensmad ingen undtagelse; kød (kylling eller laks) og grønt (helt klart broccoli bl.a. fordi jeg havde glemt at der lå noget i køleskabet da jeg købte ind). Meget enkelt, sundt og nemt at lave i et køkken med mange mennesker.
Jeg ville nu stadig ønske jeg havde mit eget køkken og køleskab....