om at ændre på mønstre

Okay, det var så måske lidt overambitiøst det med at skrive lidt hver dag. Torsdag var faktisk en god, fornuftig dag. Fredag var en dum "det er fredag jeg må gerne hygge med (alt for meget) slik o.lign". Lørdag og søndag bød på besøg fra DK og pandekager, chips, chokolade og pizza.
Mandag var back on track og en fornuftig dag rent madmæssigt.
Det overrasker mig (desværre) ikke at mønstret er sådan. Der er to ting, som jeg gerne vil arbejde med.
Den ene er: "I dag må jeg gerne spise slik mm FORDI det er fredag/jeg er træt/det er synd for mig/jeg var god i går osv." Med andre ord, fordi... ingen årsag og hvor det i høj grad er følelserne der tager over. Jeg indrømmer det gerne, jeg spiser meget med følelserne. Glæde, vrede, ked-af-det-hed, træthed....  Hvor hjernen slår fra. Min hjerne trænger til, at det er okay ikke at spise bare fordi. Til at mærke efter HVORFOR jeg har lyst til at spise når jeg ikke reelt er sulten og/eller har lyst til det.
Jeg ved jeg kan. Som i dag i Rema1000 hvor jeg egentlig - trods træthed efter en lang arbejdsdag ikke købte slik el.lign. Det var som om jeg bare besluttede at det skulle jeg ikke. Og lod være.
Det kræver træning, og kræver at jeg standser op hver evig eneste gang og tænker fx HVORFOR har jeg lyst til at spise? Kan jeg undvære? Kan jeg erstatte lysten/trangen til at proppe i munden med noget andet?

Det andet, og det er lidt i tråd med ovenstående. Det røde lys der indikerer "stop" lyser alt for sent. Med andre ord, jeg spiser ofte for meget. Glemmer at maven bliver mæt før øjnene. Noget af årsagen er, at jeg elsker god, veltillavet mad. Fordi det smager godt kommer jeg slet og ret til at spise for meget. Noget af det handler nok om, at jeg føler jeg bliver snydt hvis jeg stopper fx uden at smage på det og det og det. Selvom jeg slet ikke er sulten mere. Noget andet handler om, at jeg spiser for hurtigt. Så hurtigt at jeg ikke mærker efter, om jeg er mæt og egentlig trænger mere.
Det er i dén grad noget der kan trænes, og endda relativt nemt. I det daglige ved at anrette en enkelt portion og øve mig i at spise langsommere. At acceptere det er ok at levne. Jeg er som mange andre, tror jeg, opdraget til at spise op. Øvelse, øvelse, øvelse.

Ovenstående kan måske lyde fjollet i nogens ører. Fordi det burde være så nemt. Fordi nogen bare "kan" de ting. Men det illustrerer nok meget godt en lille snert af de psykologiske aspekter, der ligger bag mine ekstra kilo.