mandag den 1. april 2013

Jeg savner mit køkken

Udover at jeg godt kan lide mad sådan generelt så kan jeg også lide at lave mad. Jeg er en af dem, der slapper godt af i et køkken og elsker at eksperimentere med forskellige råvarer, konsistenser og smagsindtryk uden det bliver gourmetmad på højt plan. Det giver mig glæde, overskud og afslapning.
Især synes jeg, det er sjovt at lave mad til andre. Så bliver indsatsen pludselig lidt mere værd.
Jeg kan også godt lide at lave sund mad faktisk. Jeg prøver nu at huske mig selv på, at jeg fortjener god mad, også selvom jeg kun skal lave det til en person.
Alt andet lige, så er det sjovest at lave mad i et velassorteret køkken. Ikke kun i forhold til diverse råvarer/ingredienser men også i forhold til plads og køkkenudstyr.

Jeg savner mit køkken!

Lige nu drømmer jeg om et køkken der kun er mit OG udstyret med de mest basale køkkenting og maskiner. En blender fx
Et køkken, hvor det er MINE krummer, hvis der ligger nogen og hvor jeg ikke vasker tingene op før jeg bruger dem.
Et køleskab, hvor AL pladsen er min, hvor jeg ved hvor længe tingene har stået der og hvad diverse bøtter indeholder. Hvor jeg ikke skal købe ind efter pladsforholdene - en halv køleskabshylde og et lille køleskab.
Derudover savner jeg grønthandleren på hjørnet, der har alt.  Jeg savner Torvehallerne, hvor jeg kan gå på opdagelse blandt en masse lækre råvarer. Faktisk kan man i de fleste norske supermarkeder købe grøntsager som fx porre og peberfrugt enkeltvis, betalt efter vægt. Dét er rart. Man slipper nemlig for, at de grønne peberfrugter ligger runkne tilbage og at man ikke får spist op før ting rådner.  Det undrer mig imidlertid lidt, at der ikke er flere supermarkeder à la Irma og Mad&Vin. Jeg er kun stødt på et enkelt her i Bergen, og så er der selvfølgelig Mathallen og det store fiskemarked. Fiskemarkedet hvor man lukker øjnene mens man kører Visa kortet igennem, men hvor man samtidig har lidt lyst til at købe sig fattigt fordi det ser så lækkert ud. En eller anden dag skal jeg købe friske rejer til en STOR rejemad...






Heroppe handler det oftest om, at det skal være nemt og hurtigt. Og helst også sundt (det er jo ligesom det den her blog handler om ;)) Jeg kan generelt sagtens undvære pasta, ris og kartofler - noget jeg synes er lidt omstændigt at lave til bare en person. Maden bliver derfor ofte noget lig billedet, og dagens aftensmad ingen undtagelse; kød (kylling eller laks) og grønt (helt klart broccoli bl.a. fordi jeg havde glemt at der lå noget i køleskabet da jeg købte ind). Meget enkelt, sundt og nemt at lave i et køkken med mange mennesker.
Jeg ville nu stadig ønske jeg havde mit eget køkken og køleskab....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar